Udskriv siden

Værdigrundlag

  

Nørrebro taekwondo klub med det koreanske navn Son Bong Sae Sim er en forening, som har til formål at udvikle og forbedre kunsten taekwondo. Det er meningen, at udviklingen skal ske ud fra følgende værdier.

Foreningens koreanske tilnavn kan oversættes SON BONG : Det højeste/forreste bjerg. SAE SIM: Rent hjerte. Det er også udtryk for de mål, vi ønsker at nå. Det højeste/forreste bjerg står for vores søgen efter at være dem, der går forrest og sætter standarden - og sætter den højt. Vi vil være dem, der rager op over de andre og viser, hvordan tingene skal gøres, når det gøres godt. Vi vil have den højeste kvalitet i alt vores arbejde. Men samtidig skal det være med rent hjerte. Vi skal være gode i vores opførsel, vi skal være ydmyge i vores fremfærd, vi skal være gode eksempler også menneskeligt og socialt.

Vi vil stræbe efter at blive bedre mennesker. Er en person ikke god, skal han arbejde på at blive det. Bliver han almindelig god, kan han arbejde på at blive om end endnu bedre. De færreste opnår at blive som Moder Theresa. Derfor er den stræben aldrig slut. For at blive et godt menneske, skal man dels have det psykiske og sociale overskud til at kunne sætte sig ind i andres situation og hjælpe, når det er nødvendigt. Man skal kunne overskue konsekvensen af sine egne handlinger. Dette kræver selvtillid. Den selvtillid opnås ved hård træning, fordi man på den måde opnår en succes i sin egen udvikling. Man opnår også den fysiske styrke og det overskud, som kræves. Fysisk styrke giver også mentalt overskud, da man skal bruge mindre tid på egne ærgrelser over nederlag. Overskuddet skal nås gennem træning.

Træning er dels den påvirkning, der er i den fysiske træning i den enkelte træningstime, hvor man bliver påvirket af sin instruktør, men også i resten af hverdagen, hvor man præger hinanden. Træningen er derfor ikke kun fra 19 til 21. Det er også tiden udenom, hvor man stadig skal leve efter idealerne i taekwondo. Og hvor man bliver trænet gennem den påvirkning, der er med andre mennesker i almindelighed og i klubben i særdeleshed. De gode personer skal træne de mindre gode i at blive bedre. For at opnå de høje standarder skal træningen (og dermed samtidig samværet i klubben) være bygget op om en række dyder, nemlig:

Tålmodighed
Ansvarlighed
Gensidig respekt og
Disciplin

Det kræver nemlig tålmodighed at dyrke en kampsport. Man bliver ikke mester på en måned. Tålmodighed er også godt, da visse teknikker jo kan misbruges. Derfor kræves også, at man kan vise respekt, for ting såvel som mennesker. Da det må kræves af alle uden undtagelse, bliver det gensidig respekt. Disciplin kræves for, at man kan fungere socialt, men her tænkes lige så meget på selvdisciplin, da træningen lige så meget er en kamp med sig selv om at blive bedre. Ansvarlighed kræves, fordi det er øvede, der skal vise de mindre øvede, hvordan man gør tingene. Både når det drejer sig om spark og slag, men også når det drejer sig om tålmodighed, respekt og socialt omgangstone.